Dagen hvor en del af mig forsvandt for evigt.

Min elskede søster Heidi blev 40 år for den 30 August 2011, tog hun den sværeste af alle. Min søster har, er 15 måneder ældre end mig, hvilket har gjort at vi havde vores op og ned som alle andre søskende, men for 13 år siden blev vi tætte og rykkede endnu tættere på hinanden da vores elskede momse døde for 6 år siden.

Vi gennemgik denne svære tid og hjalp hinanden med at skabe en flot begravelse og hjalp hinanden videre, vores familier blev hinandens og vores børn hinandens guldklumper for jeg har 2 drenge og hun en skøn datter og en plejedatter.

I 2010 får hun konstateret fiber myallergi og smerterne vokser dag for dag, og i marts 2011 må hun opgive sit elskede job, hvor hun kæmpede en sej kamp og gjorde en forskel for mange børns skyld. Fra at have en masse identitet som arbejdende, den gjorde mor, den der altid stod og hjalp alle omkring sig, måtte hun nu prøve at anerkende hvad hun kunne fysisk og finde en ny identitet i livet.

Det gav hende en lang rutsje tur ned ad og ned ad og hun kæmpede og kæmpede for at være den smilende, glade søster, kone, mor, som vi alle kendte og elskede.

I Juli måned går det nedad og smerterne fra sygdommen tager næsten over hånd for hun har så mange smerter og lægerne kan ikke dække dem, så hun skal leve med mange smerter hver dag samtidig med at der en masse hun heller ikke kan længere og bliver indlagt på psykisk hospital nogle dage, hvorefter de udskriver hende for de siger det er jo dig selv der er den største hindring i at komme ovenpå igen.

I August måned er hun så langt nede i depressionen, og har selvmords tanker, at hun beder om at blive indlagt på psykisk afdeling, her er hun indlagt 2 dage, hvorefter de til trods for hendes/vores tiggen og beden udskriver hende med en seddel om en tid hos en psykiater 4 uger efter.

Vi familie og venner er omkring hende de næste mange dage og ugen efter om mandagen er en god dag og jeg snakker med hende og for første gang meget længe lyder hun mere positiv og jeg tænker wauw det kommer hun igennem med vores hjælp.

Tirsdag den 30 August skulle jeg på intro dag på min uddannelse og havde en underlig uro over mig fra morgen stunden og til middag ringer hendes veninde mig op om jeg har snakket med hende. Jeg panikker fuldstændig for der er noget indeni mig der siger der er noget helt galt.

Så kører mod veninden og på vejen leder jeg et sted nemlig på momses grav efter min søster.(ligesom hun ledte mig derhen for at sige hun var der og havde det godt) Vi efterlyser hende hos politiet og efter under en time står 2 betjente foran mig og min verden forsvinder og går i stå… For jeg ved jo godt hvad de vil fortælle mig når de kommer 2 og det var så hårdt at bekræfte at det var min søster, der lå død på billederne.

Min søster havde valgt at køre ud i en skov, spise et glas sovepiller og hænge et reb om halsen og gå ned af bakken og sætte sig, og da pillerne fik hende til at sove gled hun lige så stille ned og blev hængt. Hun ville ikke livet mere og det var en stærk men sikkert også svær beslutning hun tog.

Så slog min autopilot til i livet og jeg måtte med betjentene  hen og fortælle hendes mand at hun havde forladt os og køre ned til mine forældre og alle de mange andre mennesker.

Den næste uge husker jeg ikke så meget af, for alt foregik på autopilot for der var mange ting som skulle ordnes med alle.

Ugen efter bisætter vi hende og vi fulgte hende fra hun blev lagt i kisten til krematoriet, hvor vi forlod hende for at bære kistepynten og lægge alle de kranse og blomster der var på hendes grav, helt efter hendes ønske.

Kirken var stoppet med 450 mennesker som alle elskede hende og ville hende det så godt, for ville jeg have ønsket at hun havde været stærk nok til at se det inden hun tog beslutningen. Det var den anden hårdeste dag i mit liv at bisætte hende.

I dag ligger hun begravet sammen med vores elskede Momse og jeg ved at hun passer godt på hende i verden på den anden side.

Alle de professionelle har bagefter alle sagt den er lige efter bogen for når mennesker rammes af dyb depression så har de selvmordtankerne men er ikke i stand til at gøre det men når de så begynder at se bare lidt positivt, så har overskuddet til at fuldføre det og er afklaret med deres beslutning.

Vi som efterladte sidder bare og tænker hvorfor var der ingen der fortalte os det, så var hun er måske endnu…

Vi skal vi som efterladte leve med skylds følelse, sorgen, savnet resten af vores liv fordi ingen hjalp hende eller os, da de burde…

Jeg savner dig så meget af hele mit hjerte og elsker dig for evigt min elskede søster.