Casper

Caspers historie
Det hele startede onsdag d. 13 maj 2009. Morgenen startede som så mange andre, lidt for sent op, skynde sig at blive klar, op på cyklen og i skole.
Ved middagstid fik jeg sådan en mærkelig fornemmelse i min mave jeg ikke rigtig kunne sætte ord på overfor mine klassekammerater. Jeg kommer hjem ved 14 tiden, min stedfar går ude i haven og maler vores plankeværk, jeg sætter mig på græsset og fortæller ham om den mærkelige fornemmelse jeg stadig havde i min mave, vi jokede med at jeg sikkert bare var gravid, som vi så tit har gjort.
Ja alt i alt var det bare en hel normal dag, solen skinnede fra en skyfri himmel, det var en smuk dag.
 
Min storebror plejede altid at stå og ryge nede i gangen når jeg fik fri fra skole, men det gjorde han ikke denne dag, jeg skubbede min undren hurtigt væk med at han sikkert sad og så 'Fredag d. 13'- filmene som han tit gjorde når det var den 13..
Ved 16.45 tiden hopper jeg igen på cyklen og kører op for at hjælpe til spejder, som jeg gjorde hver onsdag, den underlige fornemmelse var stadig i min mave, men jeg forsøgte at lade vær med at fokusere på den.
 
Vi skulle i skoven med de små spejdere, ved 18.00 ringer min mobil og jeg kan se at det er min halvsøster, hun spurgte hvor jeg var, og jeg kunne høre at der var noget galt, hun sagde at jeg skulle skynde mig op på skolen også ville hendes veninde komme og hente mig, hun ville ikke fortælle hvad der var galt.
Jeg løb alt hvad jeg overhovedet kunne op på skolen, da jeg kom derop var hun der ikke endnu. Jeg tjekkede mobilen og kunne se at jeg havde fået 3 beskeder, den første var fra en af mine gode venner der spurgte hvad fanden der skete oppe ved os, de andre fik jeg ikke læst, jeg skyndte mig at ringe til ham min ven for at spørge hvad han snakkede om. Han fortalte at han lige var kørt forbi og at både politi og ambulance holdte oppe ved os. Jeg sagde at jeg ikke vidste det og afbrød samtalen. Allerede nu begyndte jeg at græde, det føltes som en evighed før at min halvsøsters veninde hentede mig.
 
Da hun endelig kom, spurgte jeg med det samme hvad pokker der foregik, hun sagde at det ville hun ikke sige, men at det var noget med min bror Casper.
Jeg fattede intet, hvad mon der kunne være sket?
 
Da vi kom hjem holdte ambulancen og politiet der stadig, min halv søster kom hurtigt ud med tårer i øjnene og sagde 'Casper er død'
Jeg brød fuldstændig sammen, det føltes så uvirkeligt.
Politiet sad og snakkede med min mor og stedfar i stuen, jeg krammede min mor så tæt indtil mig som jeg overhovedet kunne.
 
Ambulancen kørte ligeså stille forbi vores vindue, mens vi stod og sønderknust og vinkede farvel til Casper.
 
Der blev ringet rundt til dem der nu skulle ringes til, og noget af familien kom forbi, de næste timer er som tæt tåge.
Da vi kom ind på sygehuset for at skulle se Casper, troede jeg ikke mine øjne da vi kom indtil ham, han var helt blå, sort og lilla i hovedet og på halsen, det lignede maling og næsen var flækket.
Det viste sig at Casper var død af et epilepsianfald, lægerne mente at han var væltet i sin kontorstol, slået næsen ned i bordet også faldt ned på gulvet hvor han formentlig var blevet kvalt i sin tunge.
 
Det gav ingen mening, man dør da ikke bare sådan af epilepsi? Jeg havde kun hørt folk der var døde af det som var kørt galt.
Og hvad med min lillebror på dengang 13 år? Han havde også epilepsi, hvordan forklarer man lige at det ikke også sker for ham?
 
Dagene efter er også som tæt tåge, jeg husker ikke specielt meget før bisættelsen som var hård, men ubeskrivelig smuk.
 
I oktober 11 havde vi en clairvoyant ude, hun kom i kontakt med ham og vi fik svar på en masse ting og det gav mig helt klart et skub længere frem, selvfølgelig savner og tænker jeg på ham hver dag, nogle dage er værre end andre.

Julie