Christian
Den 11. marts 2008 ringer han til mig og græder i telefonen. Han har så ondt i hovedet, at han ikke ved, hvor han skal gøre af sig selv. Jeg sidder hjemme med barn syg og kan ikke rigtig komme ham til undsætning. Jeg beder ham tage en taxa til nærmeste skadestue og skabe sig indtil de tager ham ind og hører på ham. Som sagt så gjort og da han ankommer, behøver han ikke at skabe sig. De andre mennesker, som venter på at komme til, siger "Ham her skal ind før os!". Christian kommer til, efter kort tid bliver han akut-scannet og det viser sig, at han har en svulst i hjernen på størrelse med en knytnæve... De finder hurtigt en operationsdato, hvor man samtidig tager en biopsi, for at finde ud af, om det er ondartet eller godartet. Det viser sig at være ondartet, men de mener at have fået "alt ud" ved operationen. Nogle uger går og Christian har det ok, men har nogle traumer i forbindelse med, at han er blevet skåret i - som han selv udtrykker det. Han skal for en sikkerheds skyld have en fuld kropsscanning og den viser, at kræften har bredt sig til hans ene lunge og hans ene testikel. Han nægter at blive opereret igen og siger ja til at deltage i noget medicinerings-projekt på Odense Universitetshospital. Det eneste der er ekstremt vigtigt er at få klarlagt, at han ikke har mere svulst tilbage i hjernen, for det må man under ingen omstændigheder have ved medicineringen. Efter nogle scanninger vurderer man, at det har han ikke - men de tog altså fejl.
Han når at få 2-3 indsprøjtninger og så begynder hovedpinen at vende tilbage. De stopper medicineringen, scanner ham og det viser sig at svulsten vokser med stor hastighed, at hospitalet ringer til mig en onsdag formiddag, mens jeg er på arbejde for at fortælle mig, at hvis jeg vil nå at sige farvel, er det nu. Jeg bryder fuldstændig sammen og mine kollegaer slipper alt, hvad de har i hænderne; de har fulgt mig tæt de sidste 2 mdr. og kender til situationen - og en af dem siger: "jeg kører dig!" 2 1/2 time senere står jeg på hospitalet, 2 dage efter dør han. 16. maj kl. 00.30 dør han. 33 år gammel. Nygift. Ingen børn.
Hans død var voldsomt at være vidne til. Hans smerter var ubeskrivelige og det var godt han fik fred. Han skulle ikke have været død så ung, han skulle ikke have fået kræft. Han skulle have fået lov til at begynde sit voksenliv og være den bedste onkel for mine børn. Jeg savner ham hver evig eneste dag. Han var min eneste søskende og det er rigtig svært pludseligt at blive enebarn. Jeg mistede min far 10 mdr. før min bror og hele år 2008 er for mig en stor tåge.
