Else

Elses historie
Else døde nytårsaften 2003 i en alder af 53 år. Hun havde sammen med sin mand sat sig til bords for at nyde en god middag, men fik et stykke kød galt i halsen og blev kvalt.

Else var 8 år, da jeg blev født og kunne derfor altid fortælle mig „familiehistorier“, fra en tid jeg ikke selv kunne have erindring om. Jeg var den irriterende lillesøster, der skulle passes og som derfor skulle tages med på slæb. Jeg blev ældre og vi blev veninder, konkurrenter, medsammensvorne, fortrolige, uvenner... ja alt det, man gennemgår, når man har søskendestatus.

Vi var efterhånden blevet et par „ældre“ damer, og vi begyndte mange sætninger med: Kan du huske

Else var et meget begavet menneske, men forstod ikke altid at værdsætte denne egenskab. Hun syntes ikke at ville udfordre de evner, hun nu engang havde fået. Med et ekstremt følsomt sind syntes livet mange gange lidt uoverskueligt, men hun syntes også altid at lande på benene. Hun var kort sagt et menneske på godt og ondt, som kunne betyde, at hun nogle gange var svær at være gode venner med, men heldigvis i langt det meste af tiden, var hun den, man kunne komme til og få sig en god snak. Det er de gode tider, der står klart i erindringen og der var aldrig et sekund, hvor jeg ikke vidste, at jeg elskede min søster.

Hun blev en stolt mor til i dag to voksne velfungerende piger og hun nåede atter at finde kærligheden i 1999, hvor hun mødte sin rare mand. Der var begivenheder, som hun så frem til, så som at blive mormor og at overvære sine døtres bryllup. Hun nåede desværre ingen af delene. Hendes yngste datter gifter sig til næste sommer, og vi er sikre på, at hun følger med fra der, hvor hun er nu!

Hendes bratte død blev selvfølgelig et voldsomt chok for os alle. Der var ting, vi ikke nåede at fortælle hende... og erindringer, som hun ikke nåede at fortælle os. Min anden søster brugte udtrykket – at føle sig amputeret - hvilket dækker nøjagtigt, hvad jeg selv føler. At et enkelt stykke kød kan slukke for et helt liv, synes noget så meningsløst.

Venner og bekendte var i tiden efter Elses død usikre på, hvordan de skulle reagere. Det bedste råd jeg kan give, er at give et knus, et klem på skulderen – et eller andet, der viser sympati og medfølelse. Det værste er at lade som ingenting.

Vi nærmer os den første jul uden Else og derefter årsdagen for Elses død. Det bliver knap så munter en tid. Med tiden vil smerten måske nok dulme, men fornemmelsen af, at vi mangler Else vil aldrig gå væk.

Lillesøster