Karina

Karinas historie
D. 20-06-09 faldt verden sammen. Det var dagen hvor jeg mistede min elskede storesøster Karina, hun var kun 22 år gammel og jeg selv, er lige fyldt 19 år.

Min søster var født med en alvorlig bindevævssygdom, der medvirkede, at hun havde dårligt hjerte, dårlige lunger, skrøbelige knogler og andre medfødte konsekvenser. Gennem hendes opvækst var hun igennem utallige operationer, bla. en stor hjerteoperation og en stor rygoperation. Men på trods af alt dette, kunne hun alligevel være glad og smilende, ja faktisk husker jeg at hun smilede næsten hele tiden.
Hun flyttede hjemmefra da hun var fyldt 18, og fra den dag blev mit og min søsters forhold kun bedre og bedre. Vi lavede alt sammen og hun var min bedste ven. Hun kendte mig ud og ind og vi havde den samme skøre humor.

Men den 20-06-09 fik dette fantastiske forhold vi havde, en brat slutning. Hun havde i nogen tid haft problemer med hendes blodfortyndende medicin, og fik sprøjter hver morgen og aften af en sygeplejerske der kom hjem til hende. Alligevel kunne hun formå at nyde livet og være glad. D.19-06-09 snakkede jeg med hende for sidste gang, og nogle få timer senere døde hun. Det startede med at ingen kunne få kontakt til hende i løbet af dagen, og om aftenen tog min mor hjem til hende for at finde ud af hvad der var sket. Det endte med at en låsesmed måtte bryde låsen op, og min mor fandt hende på sofaen. Hun havde lagt sig til at sove om aftenen og var sovet stille ind om natten. Det var det værst tænkelige, og jeg gik i chok da jeg fik beskeden. Jeg tog med min far hen til lejligheden for at sige farvel til hende. Først var jeg bange for hvilket syn der ville møde mig, men hun lå bare på sofaen og "sov" med tæppe over sig og hånden under hovedet. Hun døde af indre blødninger rundt i hele kroppen, og mærkede ingenting, hun havde ingen anelse om hvad der skulle ske, og det er i dag en lille trøst midt i den kæmpe sorg.

Den følgende uge, var et mareridt, men jeg ville være med til det hele, for jeg følte jeg kendte hende bedst.

Min søster betød alt for mig, og jeg savner hende hver dag. Jeg husker hende som en livsglad kærlig og omsorgsfuld person, der ikke lod sig slå ud, men som havde besluttet sig for, at hun ville nyde livet selvom hun havde en sygdom der gjorde hverdagen ekstra sværd.

Jeg ville ønske hun var her i dag, det fortjente hun virkelig, der var så mange ting hun ikke havde nået, at opleve. Hun havde kæmpet hele sit liv, og da det endelig var faldet lidt på plads bliver hun taget fra os, livet er uretfærdigt.

Det er i dag kun lidt over 3 mdr. siden hun døde, og jeg kæmper for at komme igennem det, og det er uden tvivl noget der har forandret mit liv for altid.

Charlotte Lykke