Samad

Samads historie
JEG MANGLER INGEN I MIT LIV '' SAMAD' SOM DIG.

Året slutning nærmer sig dvs. min eneste stor bror Samad blev dræbt i Iran af en flugtbillist, han kørte motorcykel. Mor og far, samt hans søstre ventede på, at han skulle komme hjem og spise sin aftensmad, derfor havde min mor bedt min søster om, at ringe og sige til Samad "kom hjem mor er bekymret du må komme hjem for at spise aftensmad sammen med os. " Han sagde ok, jeg kører nu - men han kom aldrig tilbage igen. Ca. 10 minutter efter skete det som aldrig aldrig skulle ske.

Han var sammen med sine venner i vores fødeby på vej hjem afstanden var kun 6 km. 
Om 14 dage er det 1 år siden, han blev kun 46 år gammel.
 
Det var fredag d. 24. september 2010 omkring kl. 14-15. En dejlige sensommer eller begyndelsen på efteråret. Jeg havde været på arbejde om natten, som jeg plejer når jeg arbejde om natten så er jeg lidt ukoncentreret om dagen. Min bror har 2 døtre og en søn, den ældste er en pige, ringede fra Iran. Allerede hendes første ord, gav mig en fornemmelse af, at der var noget galt bare med et hej eller salam på iransk, hun sagde onkel, far er kørt galt hans tilstand er alvorlig. Det eneste jeg kom i tanker om var, først at ringe til min kone og fortalte at Samad var kørt galt.

Når vi i vores familie og omgangskreds siger navnet Samad, hører vi hele tiden historier om, den ene efter den anden at han ikke kunne falde til ro, som man siger på dansk, men han havde overlevet krigen. Samad havde været igennem alt det værste og vanskeligste i sit liv, som man ikke kan forestille sig. Bl.a. krigen mellem Iran og Irak i 1984, hvor han som soldat havde skudt irakisk krigsfly m.m.

Jeg ringede til min mor og storesøster. Kunne høre i telefonen, at der var i panik i huset, men jeg tænkte, at han overlever nok også denne gang. Samtidig skyndte jeg mig, at skaffe billet til Iran. Det var jo lørdag eftermiddag. Rejsebureauerne var lukket. Samtidig mærkede jeg en uro inden i mig. Jeg gik til en rejsebureau, som jeg kendte, hvor hans private hjem var. Fortalte om episoden og han skaffede en billet til mig. Det blev mandag den 27 september eftermiddag fra Kastrup til Istanbul i Tyrkiet derefter fra Istanbul til Azerbaijan i Iran.

Flyet landede i Azerbaijan kl: 01 midt om natten. Jeg blev modtaget af min brors søn og hans svigersøn som jeg havde truffet kun en gang før. Vi 3 kørte til den by, hvor min bror var indlagt ca. 2 timer's kørsel direkte til hospitalet. På hospitalet sagde de, at det var ikke sikkert, at vi fik lov til at komme ind, men vi forsøgte. Da vi ankom til hospitalet var en af vagterne faldet i søvn. Vi passerede vagten. Den næste dør var låst, vi ringede på, så kom der en kvindelig vagt. Hun blev lidt ophidset, kiggede os i øjnene, sagde vent lidt. Så gik hun og kom tilbage, jeg fremviste mit dansk pas og billet og fortalte, at jeg kom fra Danmark og ikke havde set min bror i lang tid. Hun spurgte min brors svigersøn hvem han var. Han svarede Samad's svigersøn. Kun han fik lov til at går ind. Efter ca. 3 min kom han tilbage og fortalte, at vi ikke kunne se Samad nu, men først kl. 09.

Jeg lagde mig til at sove, men var for udmattet. Der var gået ca. 4 døgn. Mine tanker krydsede hinanden hele tiden, den ene tanke efter den anden, men håbet var der stadig ind i mig.

Kl. 8 om morgenen kørte vi til hospitalet. Jeg skulle se min kære og eneste storebror, Samad. Der var jo kun ham og ham ville jeg fortælle, hvor højt jeg elskede. Det var derfor jeg forlod min kone og 2 små børn samt min forretning. Kun for at sige til lægerne, at de skulle redde Samad uanset prisen. Da vi ankom til hospitalet, kunne jeg se mine forældre, familie og venner, vi omfavnede hinanden. Jeg kunne se på dem, at det værste var sket. Men jeg nægtede simpelthen, at tro på det. Mine to søstre så mig og faldt begge to på gulvet. Jeg tror de mistede bevidstheden.

Undskyld mig, jeg kan ikke skrive mere, jeg tør bare ikke. Tårerne lader mig ikke skrive resten. Jeg nåede at kysse hans halv krøllede hår, mens han blev vasket og sige farvel Samad - på gensyn.

Min elskede bror Samad, kørte på en motorcykel fredag aften. Klokken har været ca 19:20 lokal tid ,17 dansk tid. Der er 2.5 timers forskel mellem Danmark og Iran. Han blev kørt ned af en flugtbilist, som efter vidners forklaring, har været 3 i bilen (lille lastbil), de er ikke blevet fundet endnu. Han blev kun 46 år, nu er jeg 45. Jeg føler inde i mig, at jeg forblev 44 den dag han gik bort.

GUD hvis du findes, hvor er din sans for retfærdighed. Hvis der var nogen, der for eksempel havde fanget en fisk, så ville især Samad sige nej slip den fisk til havet igen, fisken har også en familie. Jeg, min far og mor,mine søstre og hans 3 meget unge teenagere/børn lider i resten af vores liv. Vi vil savne resten dig resten af vores liv.

Mit savn i mit hjerte er som en ny udbrudt vulkan flammer,
en lyd af torden måske meget kraftigere end torden,
jeg savner din stemme og din latter, du var så sjov. Jeg venter stadigvæk på dine altid uventede opkald.
 
Sidste år på dette tidspunkt,  hvor jeg skrev om ham, var han i live.

JEG VIL ALDRIG GLEMME DIG SAMAD DU LIVER I MIT HJERTE OG SJÆL INDTIL VI SES

Kærlige hilsner
Ahmad Pourzeynal