Simon

Simons historie
1. juledag 2002, familien (faster, onkel, min farmors ven, mor, far Simon og jeg) var samlet til julefrokost hos os. For første gang, efter min farmors død, skulle min mor stå for julefrokosten. Dagen gik stille og roligt fremad, vi hyggede os og inden vi skulle til osten kører min faster og jeg hjem til dem for at lufte deres hund, som er syg. Simons telefon ringer kl. 16.01, han tager den og siger ”jeg kigger lige ud”, men går den stik modsatte vej og ikke ud af døren.

Vi kommer tilbage, spiser ost og tænker ikke over Simon ikke er tilstede. Vi skal lytte til lidt musik og da Simon er den eneste, der kan finde ud af systemet derhjemme begynder vi at undre os over, hvor han er henne. I samme sekund bliver jeg ringet op af Simons bedste ven Marc, som spørger efter Simon. Jeg var helt sikker på Simon var sammen med ham, men går alligevel ud på hans værelse for at tjekke om han skulle være der, men nej. Et eller andet sted begynder jeg at fatte mistanke – noget er galt. Siger til Marc han ikke er på værelset og fornemmer som sagt noget er galt og siger til Marc, ”Simon er sammen med jer ik?”, ”hvad er der sket?”, hvorpå Marc fortæller, at han og 2 andre kammerater er kørt forbi ulykkesstedet og de tror, Simon er med i bilen!

Jeg panikker fuldstændig, ringer til skadestuen, som intet kan oplyse, bliver bedt om at ringe til politiet, som ikke tager telefonen, prøver i alt 4 gange. Til sidst ringer min mor 112, de kan bekræfte, der er sket en ulykke, men kan ikke oplyse os om noget som helst.

På det tidspunkt slutter julefrokosten 2002. Mor, far og jeg kører til skadestuen, hvor vi bliver mødt af Simons venner. Meget hurtigt kommer der en sygeplejerske, som kan bekræfte, der er sket en ulykke. Én er kørt til Rigshospitalets Traumecenter og den anden ligger derinde og er død! Febrilsk spørger jeg, hvordan ser han ud? Hvad tøj har han på? Hvad er hans hårfarve? Min mor skal identificere og imens står min far og jeg og holder om hinanden og siger ”det er ikke Simon”. Kort tid efter kommer min mor ud og jeg vil aldrig nogensinde glemme de ord, der kommer ud af hendes mund! ”Det er Simon!”. Jeg går fuldstændig i sort, skriger og føler min krop falder sammen! Det kan ikke passe, ikke min lillebror, men desværre er det sandt. Vi går ind på stuen, jeg ser en pose ligge ved siden af Simon i sengen med hans telefon, cigaretter og hans tyrkerlighter (en lighter købt i Tyrkiet, rød og hvid og med deres flag på) og så behøvede jeg ikke kigge mere, jeg vidste bare det var Simon, som lå der! Vi blev spurgt om vi ville se ham. Sygeplejersken sagde, han var pæn i den ene side, men der besluttede jeg hurtigt, at jeg ikke ville se ham. Jeg ville huske Simon, som han sad få timer forinden, overfor mig.

Vi sagde farvel til Simon. Kan huske jeg tog ham på benet og noget af det første jeg tænkte var ”nu skal jeg ikke se dig spille fodbold længere”.

Simons venner (drengene) stod og ventede på os. De vidste det var helt galt, de havde hørt mit skrig og vi kunne bekræfte at Simon var død! De var også inde og sige farvel til Simon.

Flere gange var mor, far og jeg inde og sige farvel. Vi krammede ham, oppe ved hans hoved, og min mor kyssede hans mund, uden på lagenet.

Vi blev tilbudt psykologhjælp, som ville komme indenfor 1 time, men ventetiden var uendelig lang (og det var den nok alligevel ikke). Lægen kom hurtigt og fortalte, hvad der var sket, men jeg fattede ingenting, tror ikke jeg hørte efter eller forstod, hvad der blev sagt.

Psykologsamtalen gik egentlig hurtigt og vi aftalte med psykologen, at tale sammen næste dag.

Turen til Frederikssund Sygehus var uendelig lang, men turen hjem derfra var endnu længere.

Det første far og jeg gjorde, da vi kom hjem, var at gå ud på Simons værelse – for at tjekke om han var der. Vi kunne ikke fatte, han aldrig mere skulle komme hjem.

Det viser sig, Simon var blevet hentet af en bekendt, som ville blære sig med en hurtig bil. Én bil som var blevet givet i mandelgave til den bekendtes veninde. Den bekendte kører ud af en landevej med 120-160 km i timen, mister herredømmet og Simon, der ikke har sele på, bliver kastet ud af airbag'en – knækker nakken, får kraniebrud og har mange indre læsioner. Bilen skulle være fløjet 80 meter gennem luften. Føreren, der heller ikke brugte sele, overlever.

Der bliver slået alarm kl. 16.08 – 7 minutter efter Simons telefon har ringet!

Dagene derefter gik med besøg, mange besøg og mange blomster i min mors og fars stue. Det var utrolig dejligt at så mange tænkte på os og på Simon og det hjalp os virkelig igennem de dage, hvor man i gik i zombietilstand.

Simon bliver begravet fra Skibby Kirke 3. januar 2003. Min mor, far og 4 af Simons venner bærer kisten.

Kirken er fyldt og da vi kommer ud af kirken står der også folk ude på pladsen. Det var overvældende, sørgeligt, men også dejligt at så mange mennesker satte pris på Simon, som den person han var og at så mange tænkte på mor, far og jeg. Utrolig stor støtte, som vi alle er/var glade for.

Tiden efter er forfærdelig, det er den stadig, men dog noget bedre. Dvs. man savner og sørger stadig og der går også længere tid imellem man bliver nedtrykt.

Jeg har fra dag 1 gået til psykolog, afsluttede mine samtaler i marts 2004. Er ret sikker på jeg aldrig ville være kommet, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for psykologen. Har endvidere gået til healer, som jeg har talt med og som har healet mig. Hende ville jeg heller ikke have været foruden.

Mine veninder er de bedste, de har støttet mig utrolig meget, aldrig har de sluppet mig, altid har de ringet til mig, altid været klar til at trøste mig. Må sige jeg har de bedste veninder, ingen har skuffet mig på noget som helst tidspunkt. Er sikker på det er venskaber, som vil holde resten af livet.

Men hvad gør man for at komme videre? Det er svært at hive sig selv op, svært at gå ud blandt mennesker igen, når man allermest har lyst til at dø. Lysten har overhovedet ikke været der hos mig, jeg lukkede mig mere og mere inde, men den dag min ekskæreste slog op, var jeg ligesom nødt til at komme ud blandt mennesker igen og det var dejligt. Dejligt igen at kunne gå ud uden at føle dårlig samvittighed overfor Simon. For det har jeg følt, rigtig rigtig dårlig samvittighed, hvis jeg grinte, ikke lige fik tænkt på Simon eller hvis jeg oplevede noget godt. Hvordan kunne jeg grine, når Simon ikke var hos mig mere? Hvordan kunne jeg gå ud og more mig nu, hvor Simon manglede? Den dårlige samvittighed er der stadig, men slet ikke i så stor grad, som tidligere. Jeg ved, at Simon ville ønske det bedste for mig, han ville ikke ønske jeg var ked af det. Han var sådan et godt og givende menneske, som faldt i alles hjerter, derfor ved jeg, han vil ønske jeg har det godt og er glad.

Simons venner kommer stadig og besøger mine forældre indimellem. Det er så sødt af dem og det er vi utrolig glade for i familien. Simons venner var kammerater og det beviser de virkelig nu, hvor han ikke længere er blandt os.

Simon blev 23 år.

Lev hver dag, som var det din sidste – det gjorde Simon og tag intet for givet.

Det vil helt klart være i Simons ånd at livet går videre – også selv om det er svært for os, som sidder tilbage med sorgen og savnet over ham.

Kære Simon

Altid vil du være gemt i mit hjerte på en helt speciel plads. Jeg elsker dig lillebror og håber du har det godt, hvor end du er.

Æret være Simons minde.

Mange knus og tanker din søster