Søren
Tiden forinden var som den altid plejer. Man haster rundt i hverdagen og tager sig ikke rigtig tid. Passer sit arbejde og familie og hverdagens andre pligter.
Min lillebror havde gennem de sidste 8-10 måneder haft det svært og var meget ked af det. Han stod midt i en skilsmisse. Hans største bekymring var hans tre børn, som han så skulle skilles fra og ikke have dem ved sig hele tiden. Min bror var far med stort F, hans børn var hans liv.
To måneder før han døde blev han alene i huset, han ville købe det og skabe sig en ny hverdag der. Søren havde mange planer med ombygning, og begyndte med terrassen. Han var noget tøvende da han ikke stod med det underskrevne skøde endnu, men valgte at starte alligevel.
Min lillebror havde sine børn hver anden uge, den uge han havde dem var børnenes uge. Han havde et job hvor han selv kunne tilrettelægge sine timer, og kun et fåtal lå i børnenes uge for at få så meget tid til dem som muligt.
De andre uger knoklede han. Søren var altid den der hjalp andre, havde altid tid til at give en hjælpende hånd. Derfor var han også svær at få fat på i ”børnefri”, dels pga. arbejde, men også fordi han altid var inviteret på aftensmad et eller andet sted, eller skulle hjælpe en eller anden. Min bror var meget social og udadvendt.
Derfor var der også mange, der mødte op til ”arbejdsdag” hos ham d.20. maj. Han ville gerne have lagt terrassen og få det overstået så den kunne bruges.
Dagen forinden havde han været oppe ved mig og min familie. Vi havde spist sammen, og hygget sammen foran fjernsynet.
Søren var i et rigtig godt humør, og havde ikke været så glad i lang tid. Han drillede os som han plejede, og var afslappet. En side vi så mere og mere til i den sidste tid. En lang periode forinden havde været overskygget af bekymringer og sorger pga. skilsmisseproblemer med børnesamkvem og penge.
Han tog piller mod mavesår, og havde mange smerter. Hans sorger gjorde at han kunne komme ned til os og bare sidde i sofaen og græde, uden at kunne sige noget for bare ”ked-af-det-hed”. Men det var ved at vende. Glæden var ved at vende tilbage i glimt.
Vi var en 10 stykker der mødtes klokken 8 (lørdag d.20.)om morgenen over ved ham, og der blev bare knoklet igennem, selvom regnen stod ned i stænger det meste af dagen. Vi jokede en hel masse og hyggede selvom Søren havde mange smerter. Og terrassen blev færdig. Søren var så tilfreds, og han smilede over hele hovedet mens han gik rundt på den og beundrede den.
Om aftenen kom han ned og hyggede, vi så MGP og grinede over at de finske monstre vandt. Søren var lidt stille, men jeg lagde egentlig ikke mærke til det, men nød bare at den ”gamle” Søren var tilbage. Han gik ved 22-tiden.
Kl.00.30 fik jeg en besked fra ham. Han havde taget mod til sig og havde banket på hos en kvinde han længe havde haft et godt øje til, og hun havde sagt ja til at gå på en date med ham. Jeg ringede til ham og han var bare så glad, og grinede.
Næste morgen kom han med rundstykker sammen med to af sine børn. Han fortalte glad om kvinden, hvor meget han glædede sig til at se hende igen. Han rødmede som en lille skoledreng, og snakkede meget om hende.
Han tog min datter med hjem ved 12-tiden, så hun kunne lege med sin kusine og fætter. Min kæreste hentede hende ved et-tiden, hvor også Sørens egne børn blev hentet. Jeg gik og tænkte på at jeg skulle ned og have ham til at hjælpe med et par billeder, men faldt i søvn. Jeg blev vækket af telefonen, det var Sørens nabo der sagde at jeg hellere måtte skynde mig at komme, da min bror lå på græsset hjemme ved ham selv. Der var nok noget galt. Jeg løb ud til min cykel og cyklede alt hvad jeg kunne. Søren boede kun et par hundrede meter fra mig. Jeg kan huske at jeg tænkte at han var død, selvom ingen havde sagt ordet. Langt væk kunne jeg høre ambulancen og jeg tænkte bare at det ikke måtte være ned til min lillebror den skulle. Jeg ankom på samme tid som den gule ambulancebil, jeg løb ind i haven og det første jeg så var Søren liggende på ryggen mens min mor prøvede at genoplive ham. Jeg gik i totalt chok og faldt om. Falckmanden tog over i stedet for mor, og jeg tog min bror i hånden. Han var varm, og solen skinnede på ham. Han var helt hvid, men da falckmanden begyndte sin genoplivning fik han farve igen. Jeg snakkede til Søren, bad ham om at åbne øjnene, at kikke på mig, at komme tilbage hvor han hørte til. I en stund troede jeg på vi fik ham tilbage, men der kom flere falckfolk, og de sagde at det var for sent. Jeg kunne bare ikke tro det, og ville have dem til at gøre mere, men det var for sent. Søren var død af et hjertestop.
To politifolk kom og vi skulle finde hans papirer, de snakkede med os. Jeg var forvirret, tænkte hele tiden på min bror der lå derude på græsset. Kunne ikke finde noget som helst.
Jeg fik ringet til min kæreste og nogle af Sørens nærmeste venner. Vi mødtes alle ude på hospitalet for at se ham. Det var enormt hårdt, surrealistisk og det gjorde så ondt langt ind i sjælen. Efter det samledes vi alle nede ved Sørens hus og lagde blomster og tændte lys. Mange af Sørens venner og mine venner var der.
Dagene op til begravelsen var underlige. Det var som om man var inde i en boble, jeg kunne ikke rigtig forstå det var sket. Og så var der så mange ting der skulle ordnes og arrangeres, mennesker der skulle kontaktes og snakkes med.
Søren blev begravet fredagen efter han døde om søndagen. Kirken var fuld, og der var mange blomster. Jeg havde bestemt mig for at jeg ville holde en tale. Jeg havde brugt ugen på at skrive den, og snakket med præsten om hvordan jeg gjorde det bedst muligt. Han havde rådet mig til at skrive ordret ned hvad jeg ville sige, og så ville han tage over hvis det blev for meget for mig. Mine ben rystede, og jeg troede ikke at de kunne bære mig. Men jeg kom igennem det og det har jeg været glad for lige siden. Jeg fik sagt farvel på en god måde i kirken, selvom det var meget hårdt. Jeg føler jeg fik æret min lillebror, sammen med alle de der var mødt op for at vise ham den sidste respekt. Efter min tale spille en af mine venner TV2 sangen ”Ring til mig”, Søren var helt vild med TV2.
Nu sidder jeg her i december, og har en følelse af at det er dagen efter Søren døde. Det føles stadig som det var i går. Der er ingenting der er blevet ”lettere”. Jeg savner ham enormt uendelig meget, tænker på ham hver dag, altid. Græder hver dag.
I begyndelsen var jeg enormt frustreret og gal over at verden bare fortsatte som den plejede, vidste folk ikke at der var sket det værst tænkelige. Jeg kunne blive sur fordi vi manglede mælk, og jeg skulle af sted efter det. Jeg ville bare være hjemme og være ked. Men det var også en befrielse at alting var som det plejede. At jeg blev holdt i gang. Min datter skulle i skole, jeg skulle starte på arbejde igen, livet i al almindelighed gik videre.
Sommetider er det som min hjerne godt ved at han er væk, men mit hjerte ikke helt vil acceptere det. Jeg ”glemmer” og skal lige ringe til ham, eller snakke med ham eller huske at fortælle ham en eller anden ting.
Min lillebror var ikke kun min bror, han var også min bedste ven. Ham som jeg lænede mig op af, beundrede og elskede ubetinget af hele mit hjerte. Og vidste at det var gengældt, selvom vi aldrig sagde det direkte. Det gjorde Søren aldrig. Han pakkede det altid lidt ind i en joke og grinede lidt af mig, sådan var han. Vi var meget sammen og havde kontakt hver dag.
Sommetider gør det så ondt indeni, at jeg tænker at det her klarer jeg ikke. Det gør simpelthen for ondt. Det er sgu så skide uretfærdigt. Jeg har endda tænkt hvorfor det ikke var mig, at jeg gerne ville have taget hans plads. Hvorfor skete det og hvad pokker er meningen med det her. Prøver måske at finde en mening, hvor jeg ikke synes der er nogen mening. Min bror ville ikke dø, han ville være sammen med sine børn. Han ville nyde livet med os andre.
Men jeg også er glad og føler at jeg har et godt liv. Det er så ambivalent, at jeg er lykkelig og ulykkelig på en gang.
Jeg læste her på søskendekram at det ikke er sorgen man holder fast ved, men det er kærlighed man ikke kan komme af med. Det er så rigtigt, jeg savner at snakke med ham, røre ved ham, tale med ham, bare se ham eller vide at han er lige i nærheden. Når jeg tænker på at alt det ALDRIG bliver igen, hader jeg ordet ”aldrig”. Og det er det sværeste at forholde sig til. Tænk bare at se ham en enkelt gang igen. Man længes efter et tegn fra ham, hvor er han, har han det godt, kan han se os. Alle mulige tanker snurrende inde i hovedet.
Jeg besøger hans gravsted. Sommetider hver dag, nogle gange går der flere dage imellem. Jeg står bare deroppe og kikker, tænder et lys, græder. Det er lidt mærkeligt og jeg ved ikke om det er nogen hjælp at have et gravsted at besøge, men jeg har alligevel et behov for at komme derop.
Min far døde i 1997, så jeg ved jo godt at savnet bliver til at leve med. Og at sorgen ændrer sig. Jeg kikker billeder og vi snakker meget om ham. Både i familien og blandt venner. Husker alle de gode, sjove, hyggelige og ”Søren-agtige” episoder.
En ting er sikkert, jeg glemmer ham aldrig, jeg bærer ham for evigt i mit hjerte.
Sommetider kan jeg være bange for at glemme hvordan han ser ud, eller blive panisk og ikke huske noget som helst om Søren, hvad han gjorde og lavede. Men han har gudskelov efterladt sig et kæmpe indtryk og aftryk i denne verden. Han var et kæmpe livstykke, og jeg håber jeg kan viderebringe nogle af hans holdninger og værdier til denne verden, og ikke mindst til hans børn.
Jeg er så stolt over at han var min lillebror, og at jeg fik lov at være hans storesøster i den alt for korte tid det varede.
Jeg er glad for at have fundet denne side, det har været en stor hjælp at læse hvad andre føler og tænker. Og jeg håber nu at jeg også kan blande mig lidt og få skrevet noget mere. Det hjælper at snakke igen og igen og igen.
Jeg er ikke bange for at bede om hjælp, eller sige når folk spørger, at ”det går bare ikke ret godt” eller ”jeg har det rigtig elendigt”. Det er godt at sige hvordan jeg har det, og min nærmeste omgangskreds er en meget stor hjælp. Det er godt at være sammen med andre der også husker og mindes Søren. Vi behøver ikke altid at snakke, men vi ved at han er der i vores hjerter. Jeg føler vi har en eller anden samhørighed, og at Søren lever videre i alle os der kendte og elskede ham.
Her er min tale i kirken:
Min lillebror
Det er så mærkelig den dag i dag, jeg skal begrave min lillebror i dag. Og det føles så meningsløst og så uforståeligt.
Det gør så ondt indeni og at miste ham vil gøre ondt altid. Søren var mere end en bror for mig, han var også min bedste ven, der altid passede på mig og hjalp mig. Jeg elsker ham meget højt.
Jeg kender ikke nogle 39 årige som mig, der kan fortælle, at deres 37 årige lillebror ringer om natten og laver telefonfis, og synes det er hylende morsomt.
Og jeg er så glad for og stolt af, at dette dejlige menneske lige netop var min lillebror.
Hele ugen har jeg snakket med et hav af Sørens venner, der er rigtige mange af dem og de siger alle ”Søren var min bedste ven”. Og selvom det har været en meget sørgelig tid, har samtalerne altid endt med at vi har grinet meget. Og det kommer man automatisk til når vi snakker om alt det Søren har lavet gennem tiderne, den måde han var på og hans fantastiske humor og humør. Der er så mange historier og rigtige gode minder at det er svært at vælge hvilke, der skal fremhæves.
Som ung havde Søren havde altid gang i noget, enten på arbejde eller i fritiden sammen med venner. Hans værelse var midtpunktet når hans venner var samlet. Kristian sagde til mig i går, at Søren stadig var samlingspunktet for dem alle, også selvom deres venskab er gået fra alt spasmageriet til et mere dybsindigt venskab.
Da Søren boede hjemme ved mor og far, var der altid nogen, der faldt i søvn på hans gigantiske sofa. På hans værelse blev der set sport eller lavet de mest mærkelige væddemål. Engang spiste de alle hans fisk i akvariet, eller løbe splitternøgen op og ned af Vinkelvej.
Da Søren gik i 10. kom jeg en morgen ud på badeværelset og der stod Søren med min mascara og farvede sit overskæg. Han havde tabt et væddemål og skulle i skole med et stort, sort overskæg og bar mave.
Søren og hans venner havde mange, hvad de kaldte ”flugtture” i Sørens Fiat 127, også selvom der ikke altid var sæder i.
Og i den røde Fiat 127 og med en kæmpe madpakke drog han hver dag fra Åby til Støvring da han var i lære som smed.
Og selvfølgelig fandt han sammen med dem, der lavede mest spas. Han kom tit hjem og fortalte om ting de havde drillet hinanden med. Han fortalte også om hans gigantiske brøler, blandt andet havde han skåret jern op en hel formiddag og så fandt ud af at det var en forkert længde og gemte det for mester i baglokalet.
Sørens sidste påfund har været hans praktikal jokes, som han fornøjede sig over flere dage. Han var som et lille barn når han kom og fortalte hvad ham og vennerne havde gang i. Han fniste og glædede sig til at se ofrets ansigtsudtryk.
Tom troede at han havde verdens bedste date med en lækker pige.
Juleaften pakkede Rikke et par vaders str.47 op, hvor Søren P troede det var den jakke han havde købt, og vidste ikke Søren havde byttet pakkerne ud.
Søren har også selv hoppet på et par rigtige gode jokes og har syntes det har været så sjovt. Som da han havde sten til salg i ”gul og gratis” og fik 58 opkald den første formiddag. Annoncen var i avisen i 14 dage!
Eller da forsikringsmanden(også kendt som Split) ringede og meldte sin ankomst for at se de skader Søren havde meldt han havde fået under stormen. Søren blev helt panikken, da han nok havde overdrevet en smule ang. skaderne, så han følte at han var nødt til at lave de skader han havde anmeldt.
Søren har altid haft det let med skolen. Det var alligevel ikke meget tid han brugte på at forberede sig, han kunne det bare. Søren havde den filosofi at hvis han lånte de største og tykkeste bøger på skolens bibliotek og gik rundt med dem, ville det se ud som om han lavede en helt masse og var rigtig klog.
Søren har altid læst meget, han og børnene er nok de flittigste lånere på Åbybro bibliotek. Tv-kiggeriet har været sport eller teksttv. Og han skulle helst sidde med fjernbetjeningen.
Han spillede håndbold og var træner. Han trænede blandt andet 30 børn i alderen 3-7 hver torsdag. Og med hans ro og hans altfavnende væsen, så man ham på banen med et barn på armen, en slæbende om anklen og en i hånden, stadig med et overblik hvad der skulle foregå eller hvis der skulle trøstes.
At Søren havde mange bedste venner er jeg slet ikke i tvivl om. I lørdags lagde vi sten på hans nye terrasse. Mange timers arbejde er gået i den, og rigtige mange har været nede og hjælpe ham af flere omgange. Han var så tilfreds i lørdags, og smilede ved sig selv over at den var næsten færdig. Og jeg ved at han hvor han så end er, vil blive så overglad og stolt over den aftale mellem alle jer drenge, der har bestemt at lave den færdig for ham, selvom han ikke er mere.
Søren var et unikt menneske, der rørte alt og alle han kom i kontakt med. Han var altid parat til at hjælpe, og forventede aldrig noget tilbage. Mange gange tilbød han sin hjælp selv, man skulle ikke engang spørge.
Vi er alle vant til at se ham komme gående gennem byen med trækvognen og ungerne. Eller hilse på ham i hans røde bus. Og hilse det gjorde han altid, havde altid tid til en lille sludder.
Sørens børn var hans et og alt. Han elskede dem så højt, og ville gøre alt hvad han kunne for dem. Han så deres individuelle behov og havde et kæmpe overskud. Han tog billeder af dem konstant, jeg kender ingen som min bror, der har så mange billeder af sine børn. Eller af sig selv for den sags skyld.
For Søren larmede børnene aldrig, og huset kunne være fuld af børn, mens Søren kunne sidde roligt midt i larmen og uforstyrret læse en bog.
Thea, som han kaldte ”min store pige”, kom på besøg hos ham en uge, hvor han ikke havde børnene. Søren og Thea var gået en tur, bl.a. forbi vores barndomshjem. Søren sagde, at de havde snakket om Sørens egen far, og Sørens barndom. Og han sagde bagefter, at denne gåtur havde betydet så uendelig meget for ham i nærværet med Thea.
Og det var netop glæderne og samværet med han børn, der betød allermest for ham.
Han kunne lege med Tobias ude i sandkassen med traktorer og biler, bygge og grave. Tobias er nok den eneste dreng i Åbybro der har en sandkasse med 14 kubik meter sand i. Han legede med Freja og hendes heste og dyr. Hun hang altid om sin fars hals, og han var hendes snuske sagde hun.
Det var vigtig for Søren at hjælpe Thea til at blive bedre i skolen, og det var mere end bare hjælp med lektierne.
Søren pølede med børnene i svømmehallen, og havde tit en hel flok legekammerater med.
At Søren skulle undvære sine børn var ham så fjern en tanke, og så uudholdelig for ham som noget.
Søren kunne også rumme alle vi andres børn. Han fyldte gerne bussen op hvis han skulle nogen steder hen, og der var plads til mange.
Især min egen Sif, som elsker sin onkel, hun kalder ham altid ”Donkel”. Sif sagde her forleden, at hun ville komme til at savne at komme over til onkel Søren, for der var hun altid glad for at komme og være sammen med ham. Og det kunne jeg kun give hende ret i.
Speciel for Søren var også hans bedste ven Kennie. Søren fortalte tit om Kennie, hvor hyggeligt det var at få besøg af ham og om de cykler de havde gang i.
Jeg vil savne Sørens dejlige øjne, og den latter han altid kom med når han havde taget gas på en eller bare var glad.
Hans helt forvirrede og ældgamle tøjsmag med klipklapperne som en vigtig del. Dem har han også på i dag.
Jeg vil glæde mig over at vi brugte det meste af sidste weekend sammen, og at Søren havde fået en del ting tænkt på plads, han havde fundet en vis ro i sig selv. Han var glad og kunne på mange områder se fremad.
Sørens ynglingsband har altid været TV2.
Jeg har været så heldig at min arbejdskammerat Laust har sagt ja til at spille et nummer af TV2 i dag. Det hedder ”Ring til mig” og jeg synes det passer til det vi alle tænker og føler nu.
Min lillebrors hjerte holdt op med at slå i søndags. Et hjerte der kunne rumme alt og alle, men til sidst ikke kunne rumme flere bekymringer og mere sorg, især over ikke at have sine børn ved sig altid. Det hele blev bare for meget.
Ære være min lillebror, Søren Dragsbæks minde. Jeg vil savne dig altid, Søren!
