Sophie

Sophies historie
Først og fremmest: Tak for at have stablet en flot hjemmeside på benene. Jeg har efterhånden læst alle fortællinger og hver en historie rører mig dybt.
Jeg vil gerne dele min historie med andre for at hjælpe, men også ligeså meget for at sætte ord på det tomrum der bor i mig og den følelse af afmagt der dagligt præger min hverdag, så her er min egen fortælling.

For omtrent et år siden gik jeg og mine 3 ældre søskende en hård periode igennem, da vores far blev indlagt med skrumpelever og diverse følgesygdomme af alkoholisme. Der gik en måned hvor vi dagligt stod ved hans sengekant og forberedte os på at sige farvel til den mand der ikke kun havde svigtet os, men også gjort vores liv langt mere farverigt end de fleste forældre når at gøre på en livstid.
 
Min storesøster Sophie var en fantastisk støtte for mig i den periode. Af alle os søskende, var vi de 2 der var tættet knyttet. Primært fordi vi var lavet af samme stof og forstod hinanden. Omvendt tror jeg også jeg var en god støtte for hende. Hun sagde det aldrig direkte, men nogle ting ved man bare.
Sophie var et af de få mennesker der vadede direkte ind i folks hjerter med hendes kæmpegrin og vilde hår. Hun var lille fra naturens hånd, men smuk som en engel uden vinger.
Hun har været stofmisbruger, så lang tid jeg kan huske tilbage. Det har været en kamp uden lige. Ind og ud af behandling, fængsel osv. I hendes værste perioder som heroin-misbruger, var hun både afpillet og forfærdelig at se på. Hun stjal i butikker, omsatte til penge og videre i den dur. Det var et helvede for hende (og os) at være så langt fra et roligt og harmonisk liv.
Dog lykkedes det at blive clean for 5 år siden, efter et længerevarende behandlingsforløb i den anden ende af landet. Vi åndede lettet op.

Årene efter skulle vise sig at være nogle af de bedste vi allesammen fik med hende. Hun begyndte at tage de tabte kilo på, dyrkede fitness, begyndte på pædagog-uddannelsen, og nåede i det hele taget rigtig langt. Udadtil.
Men som alle misbrugere ved, er det jo aldrig en dans på roser, heller ikke selv om afgiftningen er overstået. Den virkelige kamp begynder vel først når man kommer ud i verden igen.
 
Sophie havde været clean i 3 ½ år (dec.07), da hun fik en kæreste der også var x-misbruger. Jeg aldrig at lære ham ordentligt at kende, men fik dog snakket nok med ham til at vurdere at forholdet var en dårlig idé. Han havde rygproblemer og var glad for smertestillende medicin, hvilket allerede var et skråplan på dét tidspunkt.
I samme tidsramme var min far indlagt og sang på sidste vers. Sophie havde hjulpet ham utrolig meget i hans sidste leveår, og var med tiden blevet det man kalder medafhængig. Godt og grundigt.
Jeg tror hendes tomrum føltes enormt, da han åndede ud for sidste gang en kold decemberaften.
Vi andre var selvfølgelig også enormt kede af det, men hendes virkede tungere og sværere at bære. Især for hende selv. Det virkede umuligt at trøste hende.
 
Aftenen før vores fars begravelse, tog Sophie hendes første tilbagefald sammen med hendes kæreste. Vi blev selvfølgelig allesammen dybt bekymrende, men åndede lettet op da hun lovede at det kun var denne ene gang.
Efter begravelsen tog jeg med hende hjem og sov og vi fik talt lidt om hvordan vi havde det med hans død og hvordan livet skulle gå videre.
Jeg var rolig. Måske naiv.
Næste morgen tog vi hjem til min anden søster for at skrive takkekort. Jeg fik ikke snakket så meget med hende, da jeg helst ville hjem til Århus og have det hele på afstand.
 
Jeg kan ikke huske så meget af de næste par dage, da tingene var ét stort kaos. Min daværende kæreste og jeg var ved at flytte fra hinanden og stod midt i et kæmpe flytterod. Dog havde Sophie lovet at komme op og bo hos mig i den nye lejlighed et par dage den følgende uge, så det bekymrede mig ikke så meget at vi ikke snakkede i telefon sammen i de dage. Lørdag morgen skrev jeg dog en sms til hende, hvor jeg bad hende ringe hvis hun fik overskud. Jeg trængte til at tale med hende.
 
Søndag husker jeg som en tåget dag. Jeg var træt og distanceret, mens jeg gik og malede lister i min nye lejlighed. Min ekskæreste gik og ordnede noget i køkkenet, da min mor ringede på min mobil. Der skulle ikke noget geni til at regne ud at der var et eller andet helt galt, ud fra tonelejet at bedømme.
Sophie var blevet fundet død i hendes kærestes lejlighed. De havde fixet sammen lørdag nat og søndag morgen var han vågnet op ved siden af en kold krop.
Kan ikke huske så meget fra samtalen, udover at jeg snappede efter vejret og ransagede mit indre for at finde en mening med min mors ord. Hvad mente hun? Vores far var lige død en uge forinden, hun kunne da umuligt også være død? Det er ikke rimeligt. Sådan fungerer tingene ikke, sådan skal det ikke være. Tankerne var mange og panikken hobede sig op på rekordtid.
Jeg kunne slet ikke overskue at tage til Esbjerg og se hende på hospitalet. Det var udelukket. Chokket red mig som en mare og angstanfaldene ville ingen ende tage. Jeg kunne umuligt fylde mere på, ved at se hendes lig.
 
Jeg blev i Århus de følgende 3 dage og fik mange besøg af familie og venner. Det var dybt rørende, og jeg kunne havde svært ved at forholde mig til alt den opmærksomhed, når mit indre var så lemlæstet. Fik en tid ved en krisepsykolog da jeg selv (plus omgivelser) vurderede at det var nødvendigt. Han rådede mig til at tage til Esbjerg dagen før begravelsen og sige farvel til hende i kapellet. Alene tanken gjorde mig svimmel. Hvis jeg så hende død, ville det betyde at det var virkeligt. Og den virkelighed kunne jeg ikke bære.
På trods at et virvar af tanker og sorg, besluttede jeg mig alligevel for at tage derud med min næste familie på en kold decemberaften. Jeg gruede for synet og måtte tage adskillige dybe vejrtrækninger alene for at gå ind i kapellet.
Dér lå hun. Med fint tøj på og en masse breve og billeder omkring sig. Jeg havde meget svært ved at forholde mig til det og turde ikke rigtig at røre hende. Min mor knælede ved kisten og strøg hende over håret og viskede til hende. Jeg spurgte om hun var kold, og fik derefter overvundet mig selv og rørte ved hende. Derefter var det svært at give slip igen. Jeg holdte krampagtigt fast og var uhyggeligt velvidende om at det her var sidste gang jeg nogensinde skulle se hende igen. Min elskede søster, min bedste veninde, mit et og alt. Løbet var kørt. Stofferne vandt og vi ville stå tilbage uden hende.
 
Jeg husker specielt det sidste syn, inden bedemanden lukkede døren bag os. Det lignede at hun lå med et lille drilagtigt smil på løben. Gjorde min mor opmærksom på det, da jeg troede synet spillede mig et puds. "Ja det gør hun minsandten også", svarede min mor. Det gav mig en lille snert af trøst, midt i alt kaosset. Hun havde fået fred. Hun var fri af sit misbrug og var taget et bedre sted hen.
 
I dag er det 1½ år siden og sorgen er ikke blevet mindre. I perioder er den til at leve med, i andre perioder synes det umuligt. På mange områder tror jeg stadig jeg er i chokfasen. Jeg forstår det ikke. Intet af det gav mening. Hvorfor skulle hun dø så ung? Og hvorfor skulle hun samme vej som min far? Hvorfor tog de af sted på samme tid, det kan de fandme ikke være bekendt. Det er jo ubærligt! Og hjælpen har syntes langt væk.
Samtidig er systemet sådan indrettet at der kun findes hjælpegrupper for folk der har mistet børn, eller folk der har mistet en forælder. Nogle mennesker deriblandt professionelle har sågar udtalt at "Det er det VÆRSTE at miste et barn". Hvilket forståeligt nok har gjort mig rasende. Man kan ikke stille sorg op og måle elendighed, og da slet ikke når det er noget så tragisk som et dødsfald.
Selvom jeg i skrivende stund sidder trygt i min lejlighed og er ovre det værste, kan jeg stadig mærke frustrationen og ærgeligheden over det enorme tab. Ikke blot for mig, men for alle der har mistet en søster eller bror. Det burde ikke være muligt.
For selvom jeg stadig lever og ånder og har resten af livet til at komme mig og bearbejde sorgen, vil der jo altid være noget der mangler. Også inden i mig. For en del af mig døde også den julemorgen.
 
Jeg håber at hun er deroppe et sted. Ikke desto mindre lever hun videre i mig.
Og dét er en trøst i sig selv.
 
Caroline Thomsen