Anne
Hun var glad. Det ved jeg. Det gik godt med hendes bachelor opgave, hun var elsket af venner, familie og kæreste, hun var så glad for livet, forstod at nyde det og værdsætte det. Hun var så fuld af kærlighed til sine medmennesker og de hunde, som hun hold så meget af at gå ture med. De små hvalpe blev næsten hendes små børn – de børn som hun aldrig nåede at selv at få. Anne blev så brutalt revet væk fra alt det, som hun elskede så højt blot en måned før hendes 26 års fødselsdag, et halvt år før hun blev færdig med sin uddannelse. Hun havde livet foran sig. Der var så mange ting, der kort forinden havde flasket sig for hende. Hun så med megen spænding frem til den kommende del af hendes liv. Men sådan skulle det ikke være.
Dagen inden hun døde, havde vi talt i telefon sammen, og hun snakkede også men min datter, som på det tidspunkt kun var 1 år. Hun kaldte hende ”mini”, og hun grinede over de små lyde, som min datter sagde. Vi snakkede om hendes opgave, som jeg netop havde læst. Jeg roste den meget, for det var et godt og spændende projekt. Senere samme aften mailede hun til mig, og fortalte, hvor glad hun var for, at jeg havde rost hende. Og lige inden jeg skulle sove, sms´ede vi. Det sidste hun skrev til mig var, at hun elskede mig – jeg skrev: i lige måde. Det var den sidste kontakt vi havde.
Da jeg dagen efter kom hjem fra arbejde med min datter, efter jeg havde hentet billeder ved en fotograf og handlet, ringede det på døren. Vi var netop kommet indenfor og havde fået tøjet af. Jeg havde lige nået at snakke med min mor i telefonen. Hun havde været i Sverige hos min bedstefar et par dage. Jeg afbrød samtalen, da det ringede på døren. Det var politiet, en kvindelig og en mandlig betjent. Politiet havde ikke kunne få fat på min mor, da der ikke er mobil dækning på færgen. De havde forsøgt i mange timer. Dernæst havde de forsøgt at få fat på mig. Jeg forstod ikke, hvorfor politiet kom hjem til os – troede først det havde noget med mit arbejde at gøre, da jeg er læge og skriver ofte rapporter til politiet. De så alvorlige ud. Jeg spurgte, om der var sket noget med min mand, hvilket de hurtigt benægtede. Han var på vej hjem fra arbejde. Jeg spurgte, om der var sket noget med min søster. Ja, sagde de – de spurgte om min det var min søster, der hed Anne…. De fortalte kort, at hun var død. Det sortnede for mine øjne og jeg tror, at jeg råbte åh nej, jeg løb hen til min datter og hold om hende og græd, jeg sagde, at vi nu ingen moster Anne havde mere. Jeg fik hurtigt spurgt hvordan hun var død og hvornår. De gav mig en lille seddel med klokkeslettet. Jeg fik samlet tankerne hurtigt, og fik ringet til arbejde, for at fortælle dem, at jeg var sygemeldt de næste par uger. De næste minutter var lange. Vi skulle jo hurtigst muligt ud og fortælle det forfærdelige til min mor. Men jeg kunne ikke tage af sted, før min mand var kommet hjem. Jeg prøvede at ringe utallige gange på forskellige numre, men uden held. Til sidst besluttede vi at køre ud for at lede efter ham; og vi mødte ham ganske rigtigt på cykel på vej hjem. Han blev forskrækket over at se os sidde i en politibil. Og han blev også forfærdet over meddelelsen om Annes død.
Da vi kom ud til min mor, løb jeg alene op ad trappen til hendes lejlighed. Betjentene, min mad og datter kom efter mig. Hun boede på 1. sal, og aldrig har mine ben været så tunge, aldrig har mit hjerte hamret så vildt, aldrig har min krop skælvet så meget. Min mor kunne straks se, at der var noget galt. Jeg sagde, at vi (min datter, mand og jeg) havde det godt. Men der var sket noget forfærdeligt og vi skulle gå ind og sætte os ned. Anne var død. Ordene hang tungt i luften og min mor gik i totalt chok. Jeg prøvede på at omfavne hende og trøste, men hun var ikke i stand til at tage imod og slet ikke i stand forstå, at jeg også var i chok. Hun fattede ikke ordene, skulle høre dem igen og igen. Det blev mere virkeligt, da betjentene kom ind i stuen.
Min mor kom med hjem til os, for hun var ikke i stand til at være alene. Vi skulle nu sammen ringe rundt til familien og overbringe dem nyheden. Min mor ringede til de fleste, men jeg måtte også ringe til min stedfar og min onkel. De fleste græd i telefonen og alt blev stille.
Dagen efter tog vi til København for at identificere hende. Min onkel ville gerne køre med og være en støtte for os. Jeg kunne ikke udstå tanken om, at jeg skulle efterlade min datter i Århus mens vi andre tog til København. Jeg måtte have hende ved min side.
Da vi kom til retsmedicinsk institut på Rigshospitalet ventede Annes kæreste der på os. Min stedfar og hans nye kone var der også.
Vi kom ind i et lille rum med små sofaer og sofaborde. En skillevæg med store vinduer, hvor persiennerne var rullet ned, samt en dør delte rummet i to. Derinde bagved lå min kære Anne med hvidt klæde dækkende det meste af hendes smukke krop, kun hendes underarme og hænder var blottede. Der var hudafskrabninger. Hendes fingre lidt krogede og meget kolde. Der hvor hovedet ville tegne en profil under klædet, var der meget fladt. Det ene ben lå drejet. Hendes smukke bryst virkede så hult.
Det var meget uvirkeligt og alligevel så intenst. Masser af gråd. Jeg ønskede at jeg kunne for alvor give efter og bare hulke og også få lov til at være alene med Anne. Men min mor og Annes kæreste havde det værre end jeg, og det var som om deres sorg større end min. Jeg følte, at jeg blev nødt til at være der for dem – og ikke mindst min lille datter, som jo ikke forstod så meget af det hele. Jeg havde håbet på, at min mand ville have taget hende med ud. Men hun ville ikke slippe mig.
Annes kæreste og min stedfar tog med os hjem og boede der indtil begravelsen. Begravelsen var en smuk dag, højt til en klar blå himmel. Der kom så mange mennesker, der var så mange blomster. Mange af Annes veninder hilste jeg på for første gang. Jeg holdt en lille tale ved kisten og læste en sang op, en sang som mindede mig om alt hvad Anne stod for. Den slutter således: For livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, på trods af alt det der smerter, og livet er og bliver, og hvad end hele verden sir, så har den vore hjerter……”.
En solist fra kirkekoret sang en smuk sang – jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore, jeg plukker mandsmod og jomfru frø, men blodet banker i mine årer, min lille hjerte har ingen ro. En sang som min søster altid var så sørgelig, da den mindede hende om vores fars begravelse. Men vi sang den ikke til vores fars begravelse. Den er Annes sang nu.
Der er gået 4 år nu. Der er sket meget de sidste 4 år. Jeg har fået en dejlig datter mere, som bærer lidt af Annes navn, da hun hedder Ann til fornavn. Jeg tænker næsten dagligt på Anne, hun er med mig overalt. Jeg fortæller ofte mine børn om hende og om ting vi lavede. Jeg savner hende så meget, og har haft svært ved at finde mig selv efter at hun er væk. Livet med to små børn er vidunderligt, men det levner ikke meget plads til at være ked af det. Der er ikke meget ro til at kunne mindes og græde. Det er først for et år siden, at jeg blev gjort opmærksom på SØSKENDE KRAM. Bare navnet får tårerne til at trille. Det er vigtigt at få sorgen ud og få grædt de mange tårer. For mig har det været svært, da min mors sorg har fyldt så meget. Når andre familie medlemmer ringer, spørger de altid til min mor. Ved begravelsen var der mange der sagde, at nu skulle jeg huske at passe godt på min mor. De få gange, der er nogen der har spurgt til mig, knækker jeg helt sammen.
Jeg savner hver eneste dag, savner min elskede lillesøster, savner at kramme og få et kram, savner at kunne dele resten af livet med hende.
Mit liv er fuld af liv med to vidunderlige børn og en dejlig mand. Trods al den lykke og glæde jeg har, vil der altid være et stort hul indeni mig, et stort savn, som ingen kan fylde ud og erstatte.
Æret være min kære søster Annes minde.
